𝟭𝟴,𝟳 𝗺𝗶𝗼. 𝗸𝗿. 𝘀𝗸𝗮𝗹 𝘀𝘁𝘆𝗿𝗸𝗲 𝗼𝘃𝗲𝗿𝗴𝗮𝗻𝗴𝗲𝗻 𝗳𝗿𝗮 𝗙𝗚𝗨 𝘁𝗶𝗹 𝗲𝗿𝗵𝘃𝗲𝗿𝘃𝘀𝘂𝗱𝗱𝗮𝗻𝗻𝗲𝗹𝘀𝗲
Otte erhvervsuddannelser og alle seks FGU-institutioner i Region Syddanmark går sammen om et nyt, stort EU-projekt, der skal styrke overgangen fra FGU til erhvervsuddannelse. EU’s Socialfond Plus og Region Syddanmarks Uddannelsespulje finansierer projektet.
Projektet ”Broen til fremtiden” har netop modtaget støtte fra EU’s Socialfond Plus og Region Syddanmarks Uddannelsespulje. Projektet skal gøre det lettere at gå fra FGU-elev til EUD-elev. Det skal blandt andet ske ved at skabe nysgerrighed, kendskab og relationer, der kan give en tryg og sikker overgang. Målet er, at flere unge bliver motiverede og kompetente til at kunne træffe valg i forhold til uddannelse og job.
”Vi er meget tilfredse med, at vi nu får mulighed for at styrke samarbejdet mellem FGU-sektoren og erhvervsuddannelserne yderligere. Vi sender mange elever videre til EUD, og vi er optaget af at give eleverne de allerbedste betingelser for en god overgang som opstart på deres næste skridt på deres uddannelsesvej, siger Michael Edsen-Johansen, der er skoleleder på vores skole i Odense.
De deltagende skoler er FGU FYN, FGU Trekanten, FGU VEST , FGU Syd- og Midtfyn, FGU Sønderjylland, FGU Kolding & Vejen, HANSENBERG, Svendborg Erhvervsskole & Gymnasier, Syddansk Erhvervsskole, EUC Syd, SOSU Syd, Social- og Sundhedsskolen Fyn, SOSU Esbjerg og Rybners.
Projektet startede den 1. september 2024 og løber over tre år.